​OBS klinikken er lukket Onsdag d. 27/3-24

Tlf.: ​86 82 10 09

E-mail: Send mail

Rodbehandling er en effektiv behandlingsmetode

Behov for rodbehandling opstår oftest i forbindelse med, at et hul i tanden går gennem tandbenet og helt ind til tandnerven. Nerven ligger inde midt i tanden i et snævert hulrum. Smerter fra følsomme tandhalse eller revnede tænder kan i nogle tilfælde kun fjernes ved en rodbehandling.

Tænder med dybe fyldninger, tænder som er slået og i nogle tilfælde kronebehandlede tænder, kan have behov for en behandling, hvis tandnerven er gået til grunde.

Rodbehandling er tandlægens metode til at behandle både levende, betændte eller døde nerver såvel som rodspidsbetændelse.

Sådan foretages en rodbehandling

Der skaffes adgang til nerverummet gennem et hul i tandens tyggeflade. Nerven og bakterier fjernes med rodfile til den ønskede dybde og størrelse. Når det skønnes, at rodkanalen er færdigrenset og desinficeret, fyldes kanalen med et plastisk rodfyldningsmateriale og cement, så hulrummet er tæt. Der opfølges med kontrolrøntgen.

En rodbehandling er en kompliceret behandling, som blandt andet er afhængig af, hvordan naturen har udformet den enkelte tandrod. Man vil af og til komme ud for, at det bliver nødvendigt med en fornyet behandling eller rodspidsoperation, hvis betændelsen ikke forsvinder efter første behandling. Der kan ikke udstedes garantier for, at behandlingen altid lykkes, eller for at der ikke opstår komplikationer.

Afhængig af tandens tilstand og hvilken behandlingsmetode, der anvendes, lykkes den optimalt udførte rodbehandling i 80 til 90 % af tilfældene. I nogle tilfælde kan rodkanalen være så indsnævret, at man ikke kan gennemføre normal rodbehandling. I sådanne tilfælde kan det blive nødvendigt med en rodspidsoperation for at fjerne betændelsen.

Succesraten på denne behandling ligger mellem 60 og 90 %.

Efter endt rodbehandling kan der være let ømhed af tanden i et par dage. Fortager smerterne sig ikke eller forværres, skal du kontakte klinikken.

Hos Tandlægerne Østergade 10 i Silkeborg benytter vi os af veldokumenterede rodbehandlingsmetoder og bruger moderne teknik, som sikrer dig en sikker, enkel og hurtig behandling.

Bestil en tid

Har du nogle spørgsmål, eller ønsker du at bestille en tid til en rodbehandling, kan du enten ringe til os på telefon 86 82 10 09 eller skrive til vores e-mail tandlaegerneoestergadeti@mail.dk.​