Tandrevner opstår fordi tænderne bliver svagere efter mange års hårdt arbejde. Ofte har der, gennem længere tid, været en fyldning i tanden. Jo større fyldning, jo større er risikoen for, at der opstår en revne. Skærer du tænder, eller har haft revner før, er du mere disponeret for nye tandrevner.
Revner i emaljen er som regel harmløse, mens revnerne i det underliggende tandben kan give symptomer som tyggesmerter og kulde,- varmefølsomhed. Mange mennesker går rundt med revner i årevis uden at mærke det. Begynder tanden at gøre ondt, skal der gøres noget.
Det kan være vanskeligt både for dig og for din tandlæge at finde den smertevoldende revne i en bestemt tand, fordi man som regel ikke kan se den, før en evt. fyldning er fjernet. Når revnen er lokaliseret, går behandlingen ud på at holde tanden sammen, så den ikke "gi`r" sig under tygning.